Læsø Fiskeindustri har sendt følgende pressemeddelelse, som Fiskeri Tidende her bringer i sin helhed:
Ingen er i tvivl om, at afsætningen af fisk og skaldyr til de sydeuropæiske markeder i øjeblikket er meget begrænset og stort set ikke eksisterende. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår kommer det i gang igen? Læsø Fiskeindustri er selvfølgelig også hårdt ramt af situationen, da hovedparten af jomfruhummerne afsættes netop i Sydeuropa.
Senest i denne uge har vi konstateret stor ubalance mellem landing og afsætning, som er delvis skabt af ugunstige vejrforhold første i uge 16 og efterfølgende et helt optimalt jomfruhummerfiskeri sidst i uge 16 og først i uge 17.
Landingsmængder er blevet overført fra én uge til næste uge, og derudover har vi kunne konstatere, at enkelte fiskere desværre har misforstået fortolkningen af anbefalingerne fra DFPO og rundet for kraftigt op – det vil vi gerne på det kraftigste fraråde. Vi er meget tilfreds med den indsats jomfruhummerudvalget yder gennem DFPO, ved at indføre de helt nødvendige rationeringer af landingsmængder – og vores anbefaling er selvfølgelig, at de følges.
Da vi står en situation med fyldte lagre og manglende afsætning, har vi måtte udvide tiltagene for at begrænse landingerne til Læsø Fiskeindustri.
Vi har i går haft kontakt til enkelte fiskere og spurgt om de, på frivillig basis, ville lande deres hummere på auktionen i en periode. Det er aldrig sjovt at skulle bede sine gode og trofaste leverandører om at lande på auktionen, men tiltaget har været helt nødvendig. De fiskere, vi har talt med, har vist stor forståelse i denne helt ekstraordinære situation, og det viser bare en utrolig sammenhængskraft i værdikæden – det skal der lyde en stor tak for.