Gode muligheder for tobisfiskeriet i 2020

ICES har i dag offentliggjort rådgivningen for tobisfiskeriet for 2020. Og det er noget mere positivt i forhold til 2019

Det internationale Havforskningsråd, ICES, har i dag offentliggjort sin rådgivning for tobisfiskeriet for 2020, og der er udsigt til et fornuftigt fiskeri efter tobis sammenlignet med sidste år.

For Dogger Banke mv. i den centrale del af Nordsøen (Område 1), som er det absolut vigtigste fiskeområde for tobis, anbefaler ICES i 2020 en samlet fangst på 113.987 tons. I 2019 var anbefalingen en fangst på 91.916 tons. Dermed er der udsigt til en stigning i fiskeriet i Område 1 på 24 procent.

For Område 2, der ligger langs den jyske vestkyst og op til Skagen, lyder anbefalingen for tobisfiskeriet i 2020 på en samlet fangst på 62.658 tons. For Område 4, der ligger ved den britiske kyst, lyder anbefalingen på en samlet fangst på 39.611 tons.

I 2019, lød anbefalingen på en nul-kvote med et moniteringsfiskeri på 5.000 tons for begge områder.

– Sidste år var en katastrofe for Område 2 og Område 4, så det er da positivt, at vi i år får en reel kvote i begge områder. Og selv om skrabetogterne lagde op til en noget højere kvote i Område 2, så kan det sagtens vise sig at være godt på den lange bane, hvis det betyder, at biologerne har bygget noget mere stabilitet ind i deres regnemodel. På den måde kan vi så fremadrettet undgå de store udsving og yoyo-kvoter, siger Jesper Juul Larsen, formand for Udvalget for Industri- og Pelagisk Fiskeri i Danmarks Fiskeriforening.

For område 3, som hovedsageligt er norsk farvand og hvor der kun er et meget lille område, hvor danske fiskere har adgang, anbefaler ICES en fangst på 155.072 tons med omkring 12.000 tons afsat til de danske fiskere.

Den endelige udmelding om en TAC for tobis i 2020 kommer fra EU-Kommissionen og ventes først i slutningen af marts måned. Sæsonen for tobisfiskeriet åbner 1. april.

Tobis-fiskerne håber på varmere vejr

Man siger, at ligusterhækken skal være sprunget ud, før det er værd at fiske tobis, konstaterer Thyborøn-fiskernes formand

Tobis-fiskerne håber på varmere vejr

Man siger, at ligusterhækken skal være sprunget ud, før det er værd at fiske tobis,...