Læsø Fiskeindustri halverer rationerne

Læsø Fiskeindustri ser sig nødsaget til at halvere ugerationerne gældende fra søndag d. 22. marts

Arkivfoto

Det stagnerende marked for jomfruhummer forårsaget af Coronakrisen fik d. 12. marts Læsø Fiskeindustri til at indføre ugerationer for de fiskere, der lander jomfruhummer til fabrikken på Læsø.

Læsø Fiskeindustri har stadig svært ved at komme af med jomfruhummer på eksportmarkedet, og de halverer derfor fra søndag d. 22. marts ugerationen.

– Det er desværre nødvendigt for os at halvere ugerationen. Den lyder nu fra søndag d. 22. marts på 750 kg. om ugen for fartøjer over 15 meter og 500 kg. om ugen for fartøjer under 15 meter. For de små jomfruhummer under 12 cm er ugerationen for begge fartøjstyper 500 kg. om ugen, fortæller Peter Bang Pedersen fra Læsø Fiskeindustri.

Det er eksporten af jomfruhummer, der er hårdt ramt for tiden. Især eksporten til Italien, der traditionelt er et stort marked for Læsø Fiskeindustri. Her er det nærmest gået helt i stå.

Læsø Fiskeindustri har sendt brev ud til de berørte fiskere om halvering af ugerationerne.