Ingen adgang til norsk farvand fra 1. januar

Forhandlingerne mellem EU og Norge er gået i stå og forventes først genoptaget i starten af 2023. Dermed har de danske fiskere ikke adgang til norsk farvand fra årsskiftet

Når 2022 går på hæld, så gør også den vigtige adgang til norsk farvand. 

Der er nemlig endnu ikke indgået en aftale mellem EU og Norge for 2023, og dermed er den vigtige adgang for EU’s fiskere – inklusiv danske fiskere – til norsk farvand i ikke mindst Nordsøen og Skagerrak heller ikke på plads.

Forhandlingerne er brudt sammen, og de forventes først genoptaget i starten af 2023.

– Det er dybt beklageligt, at EU og Norge tilsyneladende ikke kan finde hinanden og tager dansk fiskeri som gidsel. Adgangen til norsk farvand er alfa og omega for mange fiskere – det er en forudsætning for deres fiskeri. Derfor skal en aftale på plads hurtigst muligt. Det kan kun gå få langsomt, siger Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening. 

Det forlyder, at EU sådan set er klar til at underskrive aftalerne, men det vil nordmændene ikke. Det skuffer de danske fiskere, som ellers har et godt samarbejde med de norske kollegaer. 

Vi skal blot et par år tilbage for at finde en lignede situation. I forbindelse med de langstrakte Brexit-forhandlinger i 2020, ville Norge heller ikke underskrive aftalerne mellem EU og Norge, og de kunne derfor ikke fiske i hinandens farvande. Det var først i marts 2021, at aftalen kom på plads.  

– Det scenarie må for alt i verden ikke gentage sig. Få nu aftalerne på plads, så vi kan få gang i fiskeriet. Hvis ikke de danske fiskere får adgang til norsk farvand hurtigst muligt, får det store konsekvenser for de danske fiskerihavne og fiskerne i Vest- og Nordjylland. Vi opfordrer derfor den nye fiskeriminister og EU-Kommissionen til at tage alle midler i brug for at sikre adgangen til vores fiskepladser, siger Kenn Skau Fischer. 

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i alle tilfælde skal betale CO2-afgift, når de tanker i...

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i...