Brændstofpriserne presser fiskerne: Frygter for erhvervets fremtid

Nord- og vestjyske fiskere efterlyser hjælp i energikrisen. EU-midlerne er der og bør prioriteres til en brændstofpakke

I både Nord- og Vestjylland står danske fiskere i en svær situation. 

Lars Høj fra Hvide Sande med fartøjet Mette Janni fortæller til TV MidtVest, at brændstofpriserne lægger et voldsomt pres på erhvervet. Selv har han måtte skære besætning væk, han er gået ned i løn og vedligeholdelse af fartøjet er udsat.

– Det er bare et spørgsmål om tid, inden der er nogle, der siger: Det gider vi ikke mere, og så må det være det, siger Lars Høj om situationen, og han suppleres af Strandby-fisker Lars Kajgaard på TV2Nord

– Jeg tjener ikke noget på at fiske i øjeblikket. Faktisk har jeg ikke tjent noget i år.

 

Gør som i Sverige?

Derfor er der brug for politisk handling og en håndsrækning til fiskerne.

Flere europæiske lande har lavet hjælpepakker til fiskerne, og den vej bør Danmark også gå, lyder det fra formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen: 

– Det, man kan gøre, er at give et tilskud per liter diesel eller i forhold til omsætningen, som vores svenske kollegaer har fået. Men det vigtigste er, at man sætter sig sammen og bliver enige politisk om, at det er det, man vil, siger Svend Erik Andersen.

En model, som formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening også mener, vil være en god hjælp til fiskerne. 

– Alle vores konkurrenter i EU-lande bliver støttet fra deres stat, så det er utroligt konkurrenceforvridende, at vi har en stat, der står så langt væk fra at ville tilgodese erhvervet her. Vi beder ikke om at få en støtte i mange år, men hvis vi skal have et fiskeri om 5, 10 eller 15 år, så bliver vi nødt til at få skabt et økonomisk fundament for dansk fiskeri, siger lokalformand Thomas Rahbek Sloth.

 

Forhandlinger: Flyt penge fra IT til brændstofpakke

Netop i disse dage forhandler politikerne på Christiansborg om ubrugte EU-midler. Og det er gylden mulighed. 

– I den europæiske fiskeri- og havfond ligger der nogle ubrugte midler, og der foreslog jeg faktisk på et møde i torsdags med fiskeriministeren, at dem skulle vi da bruge til at lave en brændstofpakke, siger Torsten Schack Pedersen til TV2 Nord. 

Ifølge fiskeriordføreren er pengene ellers afsat til IT-systemer i Fiskeristyrelsen, men det bør der altså laves om på:

– Helt ærligt, det kan jo ikke passe, at penge, der er afsat til at udvikle dansk fiskeri og hjælpe fiskerne, skal bruges til IT-systemer. Dem må regeringen altså finansiere på anden vis.

Forhandlingerne om ubrugte EU-midler genoptages tirsdag. 

 

 

 

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget store mængder stenbidere

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget...