Fiskerne vil involveres i havvindseventyret

DFPO følger skarp den havvindsaftale, som et flertal i Folketinget nu har indgået. Fiskerne forventer at blive inddraget, når møllerne skal placeres

Foto: Fiskeri Tidende

Frem mod 2030 skal der ske en massiv udbygning af havvind på 9 gigawatt i de danske farvande. Det har et flertal i Folketinget i dag besluttet.

En beslutning, som man i fiskeriet holder skarpt øje med, for hvis ikke de mange havvindmøller skal kollidere med vigtige fiskepladser, så skal fiskerne inddrages, når de placeres. Det er en forudsætning for at sikre sameksistens på havet, og fiskerne forventer derfor at blive taget med på råd.

– Nu mangler regeringen blot at levere på løfterne om sameksistens mellem fiskeri og havvind ved at inddrage fiskeriet, når havvindmøllerne skal placeres. Det er bydende nødvendigt, hvis fiskeriet fortsat skal kunne bidrage med sunde og klimavenlige fødevarer og vigtige arbejdspladser, lyder det fra Svend-Erik Andersen formand for Danmarks Fiskeriforening.

Opgørelser fra DTU Aqua viser, at de danske fiskere i dag befisker 32,5% af den danske havbund, og fanger 90% af deres fangster i danske farvande på knap 20% af det danske hav. Dermed bør der både være plads til fiskeri og havmøller – uden at man placerer havmøllerne på de vigtige fiskepladser, påpeger Danmarks Fiskeriforening. 

 

Fiskeri i parkerne

I Danmarks Fiskeriforening lægger man derudover vægt på, at det skal være muligt at fiske i havvindmølleanlæg og over de kabler, der går til og fra møllerne.

– Hvis overlap mellem fiskepladserne og havmøllerne er uundgåeligt, er det vigtigt for os, at vi får mulighed for at fiske over kablerne og i havvindmølleanlæggene. Det kan i lighed med placeringen bidrage til at sikre sameksistens mellem møller og fiskeri, og vi har indtil videre gode erfaringer med at fiske over kablerne fra de havvindmølleanlæg, hvor det i dag er tilladt, siger Svend-Erik Andersen. 

 

Havfond skal involvere fiskeriet

Folketingsflertallet er også enige om at afsætte en halv milliard kroner til en ny havfond, der skal sikre, at havmiljø og fiskebestande ikke kommer til at lide under udbygningen af havmøllesektoren.

Den fond vil de danske fiskere inddrages i, lyder det fra Svend-Erik Andersen.

– Jeg er glad for, der bliver taget hånd om vores bekymringer om havmiljø og fiskebestande. Vi har længe efterlyst grundige undersøgelser inden etableringen af havmølleanlæggene og tæt monitorering af effekterne for havmiljøet efterfølgende. Og så er vi i Danmarks Fiskeriforening naturligvis klar til at bidrage til fondens arbejde, og vi håber, vi vil blive inddraget, siger Svend-Erik Andersen.

Rødspætte-bestanden i Kattegat og Østersøen er eksploderet

De danske fiskere i Kattegat og Østersøen vil højest sandsynligt kunne fange markant flere rødspætter i de kommende år

Rødspætte-bestanden i Kattegat og Østersøen er eksploderet

De danske fiskere i Kattegat og Østersøen vil højest sandsynligt kunne fange markant flere rødspætter...