Venstres øverste myndighed, Landsmødet, har vedtaget kandidatlisten til Europa-Parlamentsvalget 9. juni 2024. Her er Morten Løkkegaard valgt som spids kandidat, og Asger Christensen, som i dag er næstformand i EU’s Fiskeriudvalg, er nummer to på listen.
Asger Christensen lægger ikke skjul på, hvad hans mål for næste periode bliver. Han vil fortsat slå et slag for dansk fiskeri.
– Jeg vil kæmpe benhårdt for en plads i Landbrugs-, Fiskeri- og Miljøudvalget. Det er vigtigt for Danmark med en liberal stemme i de udvalg. Det er altafgørende, at vi sidder med i maskinrummet, siger Asger Christensen om sine prioriteter for næste periode.
Også det politiske fundament ligger helt klar for Venstre-manden:
– Vi skal være herre i eget hus. Det gælder både fødevarer og energi. Der bliver kun flere munde at mætte i fremtiden. Energipolitikken skal gøre os konkurrencedygtige og uafhængige. Og så skal den grønne omstilling være erhvervsfremmende – det gør vi ved at belønne den udvikling, vi gerne vil have mere af, fremfor at lægge afgifter på det vi gerne vil have mindre af. Færre regler, mere fornuft.