Regeringen er under pres for at ændre fiskernes CO2-afgift

Det er så dumt, at jeg næsten ikke kan beskrive det, siger Søren Smalbro (V), der er borgmester i Hjørring Kommune

Regeringen er nødt til at finde en løsning, så CO2-afgiften ikke ender med at afvikle fiskeriet i Danmark.

Sådan lyder det fra en række nordjyske borgmestre og fra både Danmarksdemokraterne og Konservative på Christiansborg.

Det skriver Altinget.

– Det er så dumt, at jeg næsten ikke kan beskrive det, siger Søren Smalbro (V) til Altinget.

Han er borgmester i Hjørring Kommune og formand for Nordjysk Fiskerikommune Netværk, der repræsenterer de kommuner i Nordjylland, hvor fiskeriet fylder rigtig meget.

Problemet er, at der ikke findes et alternativ til den dieselolie, som fiskerne bruger i dag.

Derfor mener flere politikere på Christiansborg også, at man er nødt til at finde en løsning, inden afgiften træder i kraft til nytår.

Per Larsen, der er fiskeriordfører for Konservative, mener, at regeringen enten bør annullere fiskernes CO2-afgift, indtil der findes alternative brændstoffer, eller at staten bør tilbageføre afgiften krone for krone til de fiskere, som den opkræves hos.

– Jeg vil prøve, om ikke regeringen kan se, at det er uhensigtsmæssigt at opkræve afgiften, så længe fiskerne ikke har et andet brændstof at vælge. Der intet som helst grønt vundet ved at opkræve en afgift, der bare fører til, at fiskerne tanker i udenlands havne, og at de sælger deres nyeste og mest klimavenlige skibe, siger Per Larsen til Altinget.

LÆS OGSÅ: Miljøøkonomisk vismand: Sådan kan man kompensere fiskerne for CO2-afgiften