Fiskerne fangede flere rødspætter i Kattegat

Der var tilbagegang i fiskeriet efter rødspætter i 2023 i både Nordsøen, Skagerrak og Østersøen, men i Kattegat var der fremgang

Foto: Fiskeri Tidende

Mens fiskeriet efter rødspætter i 2023 gik tilbage i både Nordsøen, Skagerrak og Østersøen,  var der en lille fremgang i rødspættefiskeriet i Kattegat.

De danske Kattegat-fiskere landede 154 ton til en værdi af 2,7 millioner kroner mod 133 ton til en værdi af 2,3 millioner kroner året før.

Der var også fremgang i fiskeriet efter rødspætter i den nordlige del af Nordsøen. Fremgangen var dog mindre end tilbagegangen i landingerne fra den centrale del af Nordsøen, hvor størstedelen af fiskeriet finder sted.

Samlet set fald landingerne fra Nordsøen fra 3.300 ton i 2022 til 3.085 ton i 2023.

I Skagerrak faldt landingerne fra 2.967 ton i 2022 til 2.781 ton i 2023, og i Østersøen faldt landingerne fra 822 ton til 740 ton.

Mens fiskerne i Nordsøen og Skagerrak har svært ved at finde rødspætterne, er situationen for fiskerne i Østersøen en ganske anden.

Her skyldes de beskedne landinger af rødspætter, at man har vanskeliggjort fiskeriet  ved at indføre lukkeperioder på de tidspunkter, hvor fiskeriet er bedst, og af at man har indført nogle meget strikse bifangstregler.