Det er ikke kun fisk, som ender blandt fiskernes fangster. Som bekendt, tabte et Mærsk-fartøj 46 containere i Skagerrak op til jul, og det er muligvis noget af indholdet herfra, som RI 468 Juli-Ane fik i sit trawl mellem jul og nytår.
– På turen lige inden nytår var der en masse forskellige pyntegenstande i trawlet. Vi får ofte alt muligt ragelse i vores fiskeredskaber, men det er dog sjældent, vi ser denne slags. Stort set det hele, som vi fik ind på dækket, så ud til at tilhøre Jysk, så jeg går ud fra, at det kommer fra en af de mange containere, som røg i havet, siger skipper Verner Møller.
– På vores første tur efter nytår gentog historien sig. Her fik vi også mange finurlige genstande i trawlet, fortsætter Verner Møller.
Som altid bliver denne her type vraggods taget ombord og leveret til en af de små affaldscontainere, når RI 468 Juli-Ane kommer i havn.
I dag er flere af containerne lokaliseret, enkelte er bjærget, men der er altså fortsat risiko for at støde på indhold. Hvis du skulle gøre det, så ta’ det endelig med i land som Verner Møller. Og kontakt ft@dkfisk.dk.