Fiskeristyrelsen har stort fokus på kontrol af landingspligten og vejledning om reglerne for rejefiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. For at sikre korrekt afskrivning på kvoten og høj regelefterlevelse gennemfører styrelsen i foråret derfor en særlig indsats for skærpet kontrol af rejefiskeriet.
Det oplyser de på deres hjemmeside.
Indsatsen sker bl.a. i forlængelse af EFCAs seneste kontrol af rejefiskeriet i Skagerrak. Her påpegede ECFA, at der var behov for at skærpe kontrollen med overholdelse af landingspligten af alle dybvandsrejer.
Landingspligten omfatter bl.a. fuld landingspligt af alle dybvandsrejer, herunder juvenile rejer. Det betyder, at hele fangsten af dybvandsrejer ifølge reglerne skal tages med i land og afskrives på den danske kvote. Hvis der under fiskeriet fanges rejer, som ikke opfylder handelsnormerne og ikke kan afsættes til konsum, må de ikke genudsættes, men skal noteres i logbogen, tages med i land og fremgå af landingserklæringen. Endvidere skal de fremgå af afregningen, hvis de er omsat til andet end konsum. Håndhævelsen af denne regel bliver fra foråret 2025 et særligt fokus i fiskerikontrollen til søs.
Manglende overholdelse af landingspligten betragtes i henhold til Rådets Forordning (EF) Nr. 1224/2009 artikel 90 stk. 1 som en alvorlig overtrædelse. Styrelsen vil derfor håndhæve konstaterede overtrædelser af landingspligten, som i andre fiskerier med henholdsvis sanktionering og pointtildeling.