I sidste uge landede den længe ventede fiskeriaftale. Det var forhåbningen, at aftalen ville give muslingefiskerne i Limfjorden fast grund under fødderne. Desværre er der stadig mange svar, der blafrer i vinden, og det er fortsat uklart, hvilken fremtid Limfjordens fiskere går i møde.
– Det har ikke skortet på udfordringer for Limfjordens fiskere. Og selvom fiskeriaftalen indeholder nogle gode elementer, så er der stadig nogle store spørgsmål, som efterlades ubesvarede. Dem arbejder vi på at få afklaret så hurtigt som muligt, siger Ole Lundberg Larsen, direktør for bæredygtig fiskeriforvaltning og havmiljø i Danmarks Fiskeriforening.
Hjertemuslinger
På den positive side kan man i fiskeriaftalen kan læse, at der skal laves en helt ny forvaltningsmodel, der skal erstatte den nuværende muslingepolitik. Her fremgår det klart, at det skal være muligt at etablere et direkte fiskeri efter hjertemuslinger. Det vækker glæde i Danmarks Fiskeriforening.
Det er rigtig godt, at der skal etableres et direkte fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden. Det er kort og godt afgørende for at holde så mange fartøjer i Limfjorden i gang som overhovedet muligt. Jeg håber, det kommer på plads i en fart, så vi hurtigst muligt kan få fiskeriet i gang, lyder det fra Ole Lundberg Larsen.
Natura2000
Der har været stor debat om, hvorvidt muslingefiskeriet kan tillades i Natura2000-områderne. Det er fortsat uklart, og det er fortsat uklart, om det er muligt.
– Det er helt afgørende for fiskeriet i Limfjorden, at det igen bliver muligt at fiske i Natura2000-områderne og at omplante muslinger fra områderne. Det håber jeg virkelig, vi kan få på plads. For det er helt afgørende for fiskeriets muligheder, siger Ole Lundberg Larsen.
Fiskeriminister Jacob Jensen har slået fast, at den omdiskuterede bekendtgørelse om fiskeriforbud i Natura2000-områderne ikke kommer til at spænde ben for muslingefiskeriet i Limfjorden. I stedet afhænger tilladelsen til at fiske muslinger af, at der kommer en positiv miljøkonsekvensvurdering.
– Det er rigtig godt, at ministeren bakker fiskeriet op i den her sag. Jeg håber, at der kan gennemføres en miljøkonsekvensvurdering, som kan vise, at man sagtens kan fiske som hidtil i området uden, at man kompromitterer den natur, man gerne vil beskytte, siger Ole Lundberg Larsen.
Af fiskeriaftalen fremgår, at der hurtigst muligt skal laves et fagligt grundlag, der kan afgøre om der kan fiskes efter muslinger og østers i Natura2000-områderne i Limfjorden. Det fremgår også af teksten, at det skal undersøges, om der kan omplantes muslinger inden for de nye dybdegrænser, der har sat fiskeriet efter muslinger under pres, da fiskeområdet er blevet indskrænket betydeligt.
Behov for hjælp
Det er dog ikke en hemmelighed, at der – som det også fremgår af fiskeriaftalen – bliver behov for en tilpasning af fiskeriet i Limfjorden. Derfor er det afgørende, at fartøjerne bliver kompenseret ordentligt.
– Desværre må vi erkende, at der er overkapacitet i Limfjorden, som tingene ser ud nu. Det er vigtigt, at der hurtigt etableres nogle kompensationsordninger for at hjælpe fiskerne i Limfjorden ud af fiskeriet på en ordentlig måde, og at de får en ordentlig kompensation. Der er afsat midler i fiskeripakken, og de midler skal bringes i spil hurtigst muligt, så fiskerne kan komme videre, og strukturtilpasningen af erhvervet kan komme på plads, lyder det til slut fra Ole Lundberg Larsen.