2025 har budt på store landinger af industrifisk til høje priser

Der er fremgang i landingerne af både tobis og brisling, og priserne har ligget højere end sidste år

Ved udgangen af september havde danske fiskere landet knap 324.000 ton industrifisk til en samlet værdi af lidt over en milliard kroner.

Det er en markant fremgang sammenlignet med sidste år, hvor landingerne på samme tidspunkt udgjorde 253.000 ton til en værdi af 641 millioner kroner.

Fremgangen svarer til 28 procent i mængde og 59 procent i værdi.

Tobis

De danske fiskere var også i år ramt af den manglende adgang til fiskeri på Dogger Banke i britisk farvand.

På trods af det blev tobissæsonen ganske god, med en stigning i landingerne fra godt 70.000 ton sidste år til godt 78.000 ton i år.

Den gennemsnitlige kilopris steg fra 2,10 kr. til 2,91 kr., og dermed voksede landingsværdien fra 147 millioner kroner i 2024 til 228 millioner kroner i 2025.

Brisling

Fremgangen i brislingefiskeriet har været endnu mere markant.

Ved udgangen af september – hvor sæsonen nærmede sig sin afslutning – var der landet godt 144.000 ton brisling mod 81.000 ton på samme tidspunkt sidste år.

Også priserne har været højere: Den gennemsnitlige kilopris er steget fra 3,15 kr. til 3,58 kr.

Tallene dækker både over efterårsfiskeriet i Nordsøen og fiskeriet i Østersøen i årets første måneder.

Industri i øvrigt

Ud over tobis og brisling fylder blåhvilling mest i den samlede opgørelse over industrifisk.

Her er mængden faldet fra knap 87.000 ton til knap 78.000 ton, mens landingsværdien er steget fra 193 millioner kroner til 200 millioner kroner.

Derudover har der været fremgang i fiskeriet efter havgalt, hvor landingerne er steget fra knap 4.000 ton sidste år til godt 6.000 ton i år.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...