DTU opnår status som bedste tekniske universitet i Europa

DTU - heriblandt DTU Aqua - får førstepladsen på en ny rangliste, EngiRank

Foto: Vibeke Hempler, DTU Aqua

DTU’s forskning og uddannelser opnår en førsteplads på en ny liste, EngiRank, der rangordner 225 tekniske universiteter i 27 EU-lande. Opgørelsen er baseret på anerkendte EU-datakilder som CORDIS og Erasmus+, foruden publikations- og citationsstatistikker baseret på Scopus databasen og patentstatistikker fra det europæiske patentkontor. EngiRank inkluderer med et særligt fokus på EU bl.a. universiteternes succes med at rejse forskningsmidler og belyser hvordan de studerende søger uddannelse på de tekniske universiteter i EU.

– Det er en stor glæde, at DTU bliver vurderet som Europas bedste tekniske universitet. Placeringen afspejler, at DTU har et strategisk fokus på at tilbyde ingeniøruddannelser i topkvalitet, levere excellent forskning og være erhvervslivets foretrukne partner, siger prorektor på DTU Rasmus Larsen.

Han fremhæver, at EngiRank, i forhold til andre ranglister, giver interessante nye perspektiver på det europæiske landskab for videregående ingeniøruddannelser. Ranglisten giver ny indsigt i forsknings- og innovationsfinansiering samt de studerendes mobilitet. Da EngiRank fokuserer på universiteterne i EU, er lande som Schweiz og England ikke med i opgørelserne.

Kvalitet i forskning og uddannelse

DTU er placeret som nummer et på EngiRanks overordnede rangliste, som er baseret på 15 indikatorer fordelt på fem kriterier: Forskning, Innovation, SDG 9, Internationalisering og Interdisciplinaritet. De underliggende emneranglister er opgjort efter en anden metode, der varierer fra emnerangliste til emnerangliste. De primære kriterier er: Forskning, Innovation, Undervisningskvalitet og SDG’er. På de syv emneranglister er DTU’s placering:

  • Chemical Engineering: 1
  • Civil Engineering: 1
  • Electrical, electronic and information engineering: 2
  • Environmental engineering: 1
  • Materials engineering: 2
  • Mechanical Engineering: 1
  • Medical Engineering: 2

EngiRank er blevet til på initiativ fra den polske “Perspektywy” Education Foundation, som har udgivet Perspektywy University Ranking samt flere ranglister af sekundære skoler og MBA-programmer i Polen i næsten 25 år.

Opgørelserne er baseret på anerkendte datakilder og ikke på spørgeskemaundersøgelser om omdømme eller egen indberetning fra universiteterne.

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget store mængder stenbidere

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget...