Regionsråd godkender plan for indkapsling af Cheminova-forurening

Region Midtjylland har i dag vedtaget en strategi for det kommende udbud af projektet

Cheminovas første fabriksgrund på Harboøre Tange ligger i dag som et indhegnet område lige syd for den nuværende fabriksgrund. Dengang i 1950'erne blev området hurtigt for småt, og i 1961 indstillede Cheminova produktionen helt efter gradvist at være flyttet i nye bygninger på Rønland. Det nuværende fabriksområde kan skimtes i baggrunden. Foto: Region Midtjylland

En jernspuns på 750 meter skal omslutte Cheminovas tidligere fabriksgrund på Harboøre Tange og forhindre forureningen i at sprede sig.

Region Midtjylland har i dag vedtaget en strategi for det kommende udbud af projektet, som vil blive sendt i EU-udbud i begyndelsen af 2026. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) glæder sig over Folketingets bevilling af 100 millioner kroner til projektet, der er et vigtigt første skridt i den planlagte rensning af generationsforureningerne i Danmark.

Det samlede projekt, der indebærer en oprensning i flere trin, kræver betydelige tilladelser, og tidsplanen afhænger blandt andet af infrastrukturhensyn på det trange område.

Fabriksgrunden indeholder store mængder pesticider og kviksølv, som skal indkapsles og på sigt fjernes.