ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

Thisted Kommune og Associated Danish Ports A/S (ADP) har indgået aftale om fælles ejerskab af Hanstholm Havn. ADP får aktiemajoriteten

Luftfoto af Hanstholm Havn Foto: Bjarne Nørby

Fra 1. august 2025 er Hanstholm Havn ikke længere en kommunal havn i Thisted Kommune. Den dato træder aftalen om en konsolidering mellem et af de største havneselskaber i Danmark, ADP, og Thisted Kommune nemlig i kraft gennem selskabet Hanstholm Havn A/S.

Samarbejdet har til formål at styrke havnens samlede konkurrencekraft og udvikle potentialerne på Hanstholm Havn. ADP har siden dannelsen i år 2000 drevet havnene i Fredericia og Nyborg, og koncernen ser store udviklingsmuligheder og synergier i udvidelsen af sin havneportefølje.

Hanstholm Havn har et stort potentiale for at blive en sund økonomisk havn igen. Det er en havn med en stærk identitet og mange nye forretningsmuligheder, som vi glæder os til at arbejde med. Jeg er sikker på, at det her samarbejde vil blive værdifuldt for både ADP og Thy, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand for ADP i forbindelse med nyheden.

På borgmesterkontoret i Thisted glæder Niels Jørgen Pedersen (V) sig også over aftalen. Siden havnen i januar 2023 blev kommunal, har målet været at finde en ny ejerstrategi, som både kunne sikre drift og udvikling

– At drive en kommunal havn giver udfordringer rent kommercielt, derfor har vi de sidste to år arbejdet målrettet mod en anden selskabsform. Det kommer nu til at ske med den nye ejerstruktur, som jeg er sikker på, bliver en succes. HanstholmHavn har en lang historie, hvor den i alle årene har været et stort aktiv for lokalområdet. Med det nye samarbejde med ADP, er jeg sikker på, vi kan accelerere udviklingen af HanstholmHavn til gavn for hele lokalområdet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Hanstholm Havn

  • Hanstholm Havn er en af Danmarks yngste havne
  • Siden indvielsen i 1967 har den spillet en central rolle i dansk og europæisk fiskeri
  • Havnen huser en af Europas førende fiskeriauktioner, som årligt omsætter ca. 40.000 tons fisk
  • I 2020 stod en stor udvidelse færdig. Den styrkede besejlingsforholdene og udvidede havnen med et nyt bassin og nye arealer, der har skabt mulighed for at udvikle forretninger inden for især godshåndtering, offshore og grøn omstilling
  • I 2023 blev Hanstholm Havn kommunal efter en årrække som selvstyrehavn