Mette gør alt, hvad hun kan for at tale fiskeriet op

Det er helt afgørende, at vi lykkes med at fortælle de gode historier om fiskeriet, siger Mette Jensen. Hun lægger selv mange kræfter i at tale fiskernes sag, tale positivt om erhvervet og skabe grobund for rekruttering af nye til faget.

Mette Jensen kæmper for fiskeriet - blandt andet ved at tale faget op. Foto: Privat

Fortæl. Fortæl. Fortæl.

– Åbenhed om fiskeriet er så vigtigt, og det er den eneste vej frem. Vi skal fortælle om livet på havet, og hvad det kræver at fange fisk til danskernes middagsborde.

Sådan lyder budskabet fra Mette Jensen, som sidder i byrådet i Hjørring Kommune for Det Konservative Folkeparti og håber på at blive valgt ind igen.

I sit politiske arbejde kæmper Mette Jensen med næb og kløer for at råbe op over for politikerne på Christiansborg. Det gjorde hun eksempelvis, da seneste fiskeriudspil med flere trawlfri områder kom på bordet.

– Jeg blev rasende. Da jeg mødte en lokal fisker, sagde til ham, hvordan jeg havde det, og at jeg lige i momentet havde lyst til at stoppe i politik. Han sagde: ’Nej, nej, det må du ikke.’ Den opbakning betyder selvfølgelig meget. Jeg tror på, at dét at råbe op gør en forskel, selv om det føles omsonst nogle gange. Vi er oppe mod så meget uvidenhed og så mange fordomme, som styrer dialogen. Og det kan jeg ikke acceptere.

Positive historier styrker rekruttering

57-årige Mette Jensen er nordjyde med stort N, bor i Hirtshals og er gift med Karl Aage, som hun driver en handelsvirksomhed sammen med. Selv om hun ikke er i familie med nogle fiskere, har hun stor indsigt i området – og ikke mindst en stor passion for erhvervet. I 10 år arbejdede hun som koordinator på Hirtshals Fiskefestival, og når hun hørte kritiske kommentarer om fiskeriet, var hun aldrig bange for at tage dialogen ansigt til ansigt.

– Vi skal have folk i de større byer til at forstå fiskerne og fiskeriet – at det er folk, som elsker deres fag og tager ansvar for at tage ud og skaffe sunde fødevarer. Og at de også er interesseret i at samarbejde om grøn omstilling. Det er vigtigt at fortælle børn og unge om fiskeriet og det fokus har mange havne og virksomheder heldigvis, for kendskab skaber grobund for en bredere forståelse for fiskeriet.

– Vi skal blive bedre til at fortælle de gode historier om fiskeriet, for det er et erhverv i udvikling, som vi både kan og skal kunne tiltrække unge til og skabe nye samarbejder.

Mette Jensen peger på, at Hirtshals er ideelt placeret med direkte forbindelse til Norge, Færøerne og Island. Vi har rigtig gode togforbindelser og motorvej. Hun mener, at placeringen giver unikke muligheder for også at udvide samarbejdet med hele Norden om uddannelse, forskning og udvikling:

– Med blandt andet Nordsøen Forskerpark, DTU Aqua og Nordsøen Fri Fagskole har vi allerede et stærkt uddannelsesmiljø, hvor erhverv, forskning og læring går hånd i hånd. Derfor synes jeg, at det vil give mening, hvis fiskeriskolen får en afdeling i Hirtshals. Det vil styrke fagligheden, skabe nye synergier og gøre det lettere at tiltrække flere unge til branchen. Det handler ikke om at flytte noget fra nogen – men om at skabe flere valgmuligheder for nye generationer af fiskere, siger Mette Jensen.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...