Test: Når århundredets storm rammer havneudvidelse

Første element af havneudvidelsen i Hirtshals sættes nu under lup i et bølgebassin på Aalborg Universitet

En bid af Hirtshals Havn er flyttet ind i laboratoriet hos Institut for Byggeri, By og Miljø hos Aalborg Universitet. Sten og blokke er stablet i en præcis form som den mole, der bliver første led i den kommende havneudvidelse af den nordjyske havn.

I det imponerende bølgebassin strømmer voldsomme bølger ind over bygningsværket, mens repræsentanter fra universitetet og havnen roligt ser til. I bassinet simuleres bølgeforhold, der svarer til alt fra gennemsnitlige vejrforhold til den værste storm set i hundrede år.

Første del af havneudvidelsen på Hirtshals Havn vil fokusere på forbedrede besejlingsforhold via en bredere indsejling samt en forlængelse af den ydre vestlige mole. Det er elementer af den forlængede Vestmole, der nu testes.

– I løbet af forsøget her på Aalborg Universitet får vi kritisk information om, hvordan vi bygger en stærk og rentabel konstruktion. Forlængelsen af Vestmolen er ingen simpel opgave, og det er vigtigt, at hver en beslutning bliver grundigt vendt og drejet. Forsøgene her på universitetet gør det muligt at simulere forhold og få resultater, der styrker vores projekt og giver større forudsigelighed, fortæller Niels Kiersgaard, CTO og ansvarlig for havneudvidelsen hos Hirtshals Havn.

Forskning og virkelighed mødes

På det dybeste punkt vil den forlængede vestmole på Hirtshals Havn komme til at måle imponerende 22 meter fra top til bund. Et bygningsværk svarende til 7 etager, som stiller store krav til konstruktionen. Vestmolen skal derudover kunne modstå nogle af de mest krævende forhold i Danmark, hvor kraftig vestenvind, stærk strøm og høje bølger er en faktor. Derfor er forsøget hos Aalborg Universitet en vigtig brik i det fulde puslespil for Nordhavnen.

I Laboratoriet hos Institut for Byggeri, By og Miljø bliver der over en periode på 3 måneder testet to 3D-modeller af den forlængede vestmole i skalaen 1:46. Den første model er af den yderste del af molen, hvor der er stor påvirkning fra strøm og bølger. Den anden model er af det inderste længdeafsnit af molen, hvor bølger kan ramme konstruktionen i en vinkel på op til 45 grader.

– Med mere end 30 års forskningserfaring i test af fysiske modeller til blandt andet havne, er det stadig yderst spændende at være med til at teste de udsatte havne på Vestkysten. Der ser også ud til at komme nogle forskningsmæssige meget interessante resultater ud af testene, siger Thomas Lykke Andersen, Lektor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

Et skridt nærmere havneudvidelsen

– Vi glæder os over at tage endnu et skridt frem mod havneudvidelsen her i Hirtshals. Vi samarbejder med gode partnere og interessenter, og vi ser frem, til at den første sten bliver placeret på Vestmolen, forhåbentlig i slutningen af 2026 eller starten af 2027, siger Niels Kiersgaard, CTO hos Hirtshals Havn.
Hirtshals Havn går ind til anlægsprojektet for havneudvidelsen med omtanke for sikkerhed, kvalitet og respekt for den daglige havnedrift. På nuværende tidspunkt estimeres den første del af projektet til at være færdigt inden 2030.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...