Altinget Fødevarer har lavet et større interview med EU’s landbrugskommissær, Christophe Hansen, der kommer fra Luxembourg. Kommissæren har stærke forbindelser til landbruget, da han er søn af en landmand, og hans kusine er Luxembourgs landbrugsminister.
Christophe Hansen har gentagne gange udtalt, at han ikke mener, man kan bygge et kontinent på tomme maver. Hans budskab er nemlig, at hvis der ikke er mad nok, så kan vi glemme alt om de mange andre ting, EU gerne vil prioritere – såsom forsvaret.
Men for at der kan komme mad på bordene hos europæerne, skal der også produceres fødevarer, hvilket kræver støtte fra EU. Christophe Hansen har ikke intentioner om at sløjfe landbrugsstøtten, og generelt vil han gerne holde produktionen af fødevarer på europæisk jord.
– Jeg vil undgå, at vi bliver afhængige af tredjelande, når det gælder vores fødevareforsyning, fortæller landbrugskommissæren til Altinget Fødevarer og fortsætter:
– Vi ønsker fødevarer produceret af høj kvalitet, i tilstrækkelige mængder, og derfor må vi også betale for at nå derhen. Det handler ikke kun om tilskud for at producere – det handler også om tilskud til biodiversitet, til miljøbeskyttelse, til landskabsbeskyttelse og så videre.