Kim Edberg om diesel-priser: Vi må kunne finde pengene

Flere sydeuropæiske lande kompenserer deres fiskere på grund af de stigende diesel-priser, og det vil danmarksdemokraten også have, at vi gør i Danmark

Arkivfoto.

Med en fortsat ustabil situation i og omkring Iran ser det ikke ud til, at diesel-priserne foreløbigt falder til normalen.

Prisen for en liter diesel er steget med mere end 70 procent siden starten af året.

Det skaber stor usikkerhed hos de danske fiskere, som kan kigge sydpå og se, at andre regeringer står klar med økonomisk hjælpende hænder.

Fiskeriordfører hos Danmarksdemokraterne, Kim Edberg Andersen, mener, at regeringen i Danmark burde tage ved lære.

– Den regering, der stadig eksisterer, indtil de finder ud af at lave en ny, bliver nødt til at være sit ansvar bevidst og sørge for, at fiskerne på en eller anden måde bliver kompenseret, som vi har set det i Sydeuropa, siger han.

LÆS OGSÅ: EU-lande giver fiskere tilskud til brændstof

Præcis hvor meget fiskerne skal kompenseres, har han ikke et bud på, men man bør tage udgangspunkt i, hvad de sydeuropæiske lande har valgt at gøre, mener han.

– Fiskerne skal kompenseres nok til, at man kan drive et dansk fiskeri på lige konkurrencevilkår med andre europæiske lande. Så hvis vi finder de beløb, de andre lande har bestemt, så må vi også kunne finde pengene til det her, siger Kim Edberg Andersen.

Fiskeriordføreren håber, at den fungerende minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen (V), vil invitere til en samtale om en løsning. Sådan en samtale ”vil Danmarksdemokraterne komme til med det samme”.

Kim Edberg Andersen tror ikke på, at han ville få meget ud af selv at invitere ministeren til sådan en samtale.

– Jeg får nok bare et svar, der hedder: ”Det kan vi desværre ikke, fordi vi er et forretningsministerium”, siger han.

Han konstaterer, at der ikke er noget til hinder for at indføre ny lovgivning i den nuværende situation.

– Vi må gerne lovgive nu, hvis vi vil – så hvis bekendtgørelser ikke er mulige på grund af, at det er et forretningsministerium, så er lovgivningen næste mulighed, og det kan Folketinget stadigvæk, siger Kim Edberg Andersen.

– Hvor der er vilje, er der vej, og det skal løses nu. Det ser jo ikke ud til, at vi får en regering foreløbigt, og hver eneste dag fiskerne ikke kan drive en sund forretning, jo tættere er de jo på det værste udfald; at gå konkurs.

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening håber at få henvendelser fra flere, som man kan...

Hanstholm rækker ud til unge fiskere: Vi har pengene klar

Rasmus Nielsen har lånt penge til et fartøj gennem Hanstholm Udviklingsselskab. Formanden for Hanstholm Fiskeriforening...