Skrevet af Lars Espersen, advokat
Advokatfirmaet Espersen, Frederikshavn
Når man som jeg er opvokset med dansk fiskeri og de seneste 30 år har haft fornøjelsen af, at være juridisk rådgiver for utallige danske fiskeskippere og fiskere, store såvel som små, er det klart at man har været relativt tæt på den udvikling, fiskeriet har taget. Det gælder gode tider såvel som dårlige tider.
Krisetiderne i 70’erne, 80’erne og ikke mindst i 90’erne er ikke glemt, og da et flertal i Folketinget tilbage ved årtusindskiftet sammen med fiskeriets organisationer sammen med den daværende regering begyndte at arbejde på en rekonstruktion af fiskeriets vilkår, med indførelse af omsættelige kvoter (kvoteandele), var det starten på en tilpasning af fiskerikapaciteten i Danmark og en begyndende opblomstring af dansk fiskeri, som siden da har udviklet sig i særdeles positiv retning – hvilket gælder alle fiskerier.
Denne udvikling er fortsat og i dag befinder dansk fiskeri sig som aldrig før på et sundt og godt niveau, hvor dygtige danske fiskere har sikret at Danmark har førertrøjen på i EU, når det gælder effektiv, skånsom og værdiskabende fiskeri.
Når jeg således har haft fornøjelsen af at rådgive store fiskere, mellemstore fiskere og små fiskere i Danmark gennem tiderne, er det ikke bare min pligt, men også min moral som byder mig at
tage bladet fra munden i dag, hvor dansk fiskeri er truet. Ikke af biologiske processer, ej heller af udlandet – bortset fra Brexit – men sjovt nok af en udemokratisk ’proces’, idet få politikere i Folketinget har formået at skabe et særdeles negativt billede af dansk fiskeri, hvilket har ledet op til et såkaldt fiskeriforlig, der blev indgået den 16. november 2017 af fiskeriordførerne i Folketinget.
Udemokratisk
Når jeg nævner ordet ’udemokratisk’ skal det forstås således at fiskeriaftalen er ikke et produkt eller et ønske fra dansk fiskeris organisationer. Det er rent politisk baseret på manglende viden –og vilje – til at virke til fordel for dansk fiskeri, efter fiskeriorganisationernes ønsker.
På grund af den partipolitiske opdeling i Folketinget har regeringspartierne været lammede og i praksis ganske uden indflydelse på fiskeriforliget, som i virkeligheden er dikteret af to politikere, repræsenterende henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Fiskeriforliget er i realiteten en krigserklæring mod dansk fiskeri, og så spørger man: hvad er det, man kæmper for, når man går i krig? Ud fra en romantisk betragtning er det Gud, konge og fædreland. Mig bekendt kæmper de to politikere ikke for Gud, ej heller for kongen, og i særdeleshed slet ikke for fædrelandet – for fædrelandet er i realiteten de danske fiskere! For at blive i billedsproget er sandheden det første offer i krig. Og det er, hvad jeg mener er tilfældet i denne sag.e fiskeri.
Kvotekonger
De nævnte politikere har i tiden op til fiskeriforliget været talerør overfor pressen i relation til, hvor ’slemt’ det står til i dansk fiskeri. Man har således opfundet et negativt ord som ’kvotekonger’, som benyttes i flæng, uden at der er nogen definition på, hvad en ’kvotekonge’ er. Så galt er det, at én af mine kunder er blevet udråbt som ’kvotekonge’, på trods af at han kun er i besiddelse af yderst få kvoter, og i stedet lejer sine kvoter. Allerede dér hopper kæden mere eller mindre af, idet der i befolkningen tegnes et negativt billede af dansk fiskeri, hvor disse ’kvotekonger’ udråbes til skurke. Således har jeg fra pressen noteret at de førnævnte politikere har anvendt følgende uberettigede udtryk omkring de pågældende:
- ’Vi skal af med kvotekongerne’
- ’Kvotekongerne’ organiserer stråmandsvirksomhed
- ’Kvotekongerne mistænkes for at bestikke landets statsminister’
- ’Kvotekongerne har tilranet sig de små fiskeres kvoter’
- ’Kvotekongerne skal ud af Limfjorden’
Ingen af disse udsagn er sande. De er at betragte som ’Fake News’ – hvilket betyder at selv om man godt ved, hvad virkeligheden er, ønsker man en anden virkelighed, hvilket man så gør gældende er virkeligheden.
Sandheden
Sandheden er at de største fiskeriselskaber / fiskeskippere ved dygtighed, stræbsomhed og velvillige banker har formået at udvikle dansk fiskeri. Således har man udviklet fiskeriet til den moderne tid, med fornyelse af fiskeflåden, fornyelse af fiskemetoderne og derved skabt muligheder for generationsskifter – og ikke mindst bæredygtig fiskeri, idet monitering og anden kontrol er langt lettere i de nye, moderne enheder. Dette billede er ikke tegnet af de pågældende politikere.
Man undrer sig således over, hvorfor man har formået at få et flertal i Folketinget til at erklære fiskeriet krig. Det eneste jeg kan komme i tanke om, er at man kæmper for sin egen politiske karriere og således svigter er befolkningsgruppe og et specielt erhverv, som grundlæggende og gennem århundreder har været baseret på liberalisme.
Liberalisering
Denne liberalisering har man i dansk landbrug for længst fundet ud af, er den rigtige vej. Man kan i princippet godt sammenligne fiskeri og landbrug, idet begge erhvervsområder baserer sig på naturens produkter og på en afhængighed af samme. I landbruget har man stort set fjernet den sidste hindring for en liberal landbrugspolitik, idet der siden 2015 ikke i landbruget har været reelle restriktioner, herunder ejerrestriktioner, hvilket betyder at enhver med kapital i ryggen kan investere i dansk landbrug. I forordet til ændringen i landbrugsloven i 2015 skriver man præcist,
at ”afviklingen af ejerskabsrestriktioner i landbruget vil kunne introducere nye ejerskabsformer og medvirke til at tiltrække nye investorer og dermed imødekomme nogle af de finansielle udfordringer, der hæmmer udviklingen i erhvervet. Det handler om at fjerne begrænsninger, som ikke findes i andre erhverv”.
I forordet til fiskeriaftalen skriver man i store træk det samme – at ’det skal sikres at Danmark kan bevare og udvide den styrkeposition, man har blandt de førende europæiske fiskerinationer, og man vil videreføre en vækst- og udviklingspakke for dansk fiskeri, der skaber grundlag for at styrke dansk fiskeri og løse de udfordringer, som dansk fiskeri på trods af deres styrkeposition står overfor. Man vil forbedre finansieringsmulighederne for fiskeriet, fremme generationsskifter og sikre et mere bæredygtigt fiskeri. Derved fremtidssikres fiskeriet, der bidraget med vækst og arbejdspladser i hele Danmark’.
Restriktioner
Det, man gør i fiskeriaftalen, er stik modsat af hvad man har gjort i landbrugserhvervet. I fiskeriaftalen indfører man ejerskabsrestriktioner, man foretager ekspropriative indgreb i den private ejendomsret, man begrænser den grundlovssikrede ret til at drive frit erhverv, og sluttelig bryder man ikke alene grundlovens sikring af den private ejendomsret og beskyttelse mod ekspropriation, men i særdeleshed også den grundlovssikrede ret til at drive frit erhverv.
Endvidere i den retsstridige mission er embedsmændene i fiskeristyrelsen blevet bedt om yderligere at implementere fiskeripakken i dansk lovgivning, gennem – endvidere på ulovlig vis – at bryde de grundlæggende normer i selskabsret, at bryde EU-rettens proportionalitetsprincip, at bryde den europæiske menneskeretskonventions proportionalitetsprincip, at foretage ekspropriative indgreb i den private ejendomsret og sidst, men ikke mindst, indføre regler, som er i strid med dansk strafferet, hvor man fundamentalt ikke straffer personer eller selskaber efter objektive regler.
Alt dette sker uden at lytte til de to toneangivende danske fiskeriorganisationer, som repræsenterer 95 procent af dansk fiskeri. Man har simpelt hen tromlet hen over alle de protester, der er fremkommet.
To politikeres værk
Man tror i dette land, at det er Folketinget, der skriver lovene og at det er ministeren, der skriver bekendtgørelserne. Dette nægter jeg at tro på. Pennen føres ikke af regeringen, men af to politikere, som i realiteten har forført ikke alene det danske folk, men tilsyneladende også en række af fiskeriordførerne i Folketinget, som formodentlig har siddet med hovedet under armen under hele processen.
Dette kan vi simpelt hen ikke byde nogen i en retsstat som Danmark! Blot fordi erhvervet er relativt lille i forhold til mange andre erhvervsområder, giver det ikke automatisk adgang til at skade erhvervet på ’udemokratisk’ vis.
At politikerne i dag officielt siger at man rækker hånden ud til dansk fiskeri til en dialog, kan man ikke længere tro på. Man har officielt udtalt at man vil fiskeriet det bedste, men åbenbart har man i stedet plejet særinteresser og herunder i den forbindelse nogle få udøvende fiskere, hvis aktiviteter ikke har nogen særlig betydning for det samlede danske fiskeri, og som – sat lidt på spidsen – burde sættes på museumsloven i stedet for på fiskeriloven.
For nu ikke at forlade billedsproget er det, der er sket, at man officielt fra politisk side har sagt at ’vi vil jer det bedste og vi strækker højre hånd frem til dialog’- men i realiteten har man samtidig med venstre hånd stukket en kniv i ryggen på dansk fiskeri.
Retsstridigt
Dansk fiskeris organisationer prøver nu på bedste måde – men formodentlig forgæves – at overbevise politikerne og embedsværket (ministeren har ikke noget at skulle have sagt) om at man er på en frygtelig gal kurs, og når én af landets ypperste og mest fremtrædende professorer i et responsum har udtalt at det er en katastrofal kurs, man er på og at det, der foregår er retsstridigt (og ulovligt) som anført ovenfor, må man nødvendigvis gå til modangreb og forsøge at gøre befolkningen opmærksom på at dansk fiskeri har det godt og har ikke brug for så drastiske indgreb, som der er lagt op til, og som peger i retning af en delvis nationalisering og statsstyring. Jeg mener nok at man i dette land har tilstrækkeligt med eksempler på, hvor galt det kan gå, når statsstyring af selskaber fejler.
Generelt er der nu skabt en stemning af afmatning i dansk fiskeri, idet en række af de fremtrædende og dygtige fiskeskippere har solgt deres moderne fartøjer til udlandet. Nybygningsprojekter er blevet annulleret og de danske banker, som er med til at finansiere fiskeriet, er tilbageholdende, idet den sikkerhed, man har haft i fiskekvoterne, ikke i morgen med sikkerhed kan være til stede hos den enkelte fiskeskipper. Kvoterne er den fundamentale værdi, med hvilken fiskerne kan stille sikkerhed (udover fiskeskibet), og når nu det sker at man fra politisk hold fratager en række fiskere og fiskeriselskaber kvoter, som nationaliseres og som fiskerne, når året er omme, kan købe tilbage – det vil sige købe for 2. gang, hører al fornuft op! Det samme er tilfældet når man nu vil lægge hindringer i vejen for generationsskifter i større fiskeriselskaber.
Dialog kræver i sandhed at man overholder loven og er loyal overfor fiskeriets organisationer, og i realiteten vil fiskeriet det bedste.
Det sker ikke i øjeblikket…
Når jeg nævner ordet ’udemokratisk’ skal det forstås således at fiskeriaftalen er ikke et produkt eller et ønske fra dansk fiskeris organisationer
