I Skagerrak fisker skipper Peter Vadsager Husth og hans hold som sædvanligt efter jomfruhummere. Og efter en ustadig vinter, så begynder alt at gå stille og roligt i en mere stabil retning.
– Det går godt – stille og roligt, tør jeg godt sige. Fiskeriet i Skagerrak er ved at komme godt i gang efter vinteren. Især efter det ustadige vejr i begyndelsen af året, så oplever vi nu gode, stabile vejrforhold, siger skipper Peter Vadsager Husth.
- Læs også: Der har været okay med fangst
– Vi kan heller ikke klage over hverken priser eller mængder – måske lige bortset fra denne uge, hvor både pris og mængde var en anelse lavere end på de tidligere ture, forklarer Peter Vadsager Husth, som sætter sin lid til, at den gode udvikling fortsætter hele året.
– Med de renter og brændstofpriser, er vi nødt til at leve med for tiden, så skal det gå godt, pointerer han.
Ombord på FN 462 Jeanne kører de med to skiftehold plus en lærling.
De mængder jomfruhummer og fisk, som folkene ombord på FN 462 Jeanne henter op fra Skagerrak, afsættes til Chrisfish i Frederikshavn.