Sidste tur efter tobis

Der var gode, store tobis med i lasten på årets sidste ture efter industrifisken

For Thyborøn-trawleren L 854 Helle Ronny og mandskabet om bord, er der nu dømt sommerferie.

Torsdag den 1. august kom de ind med dette års sidste læs Tobis, og dermed er sæsonen slut. Men det har været en god afslutning.

– Vi havde lidt over 400 tons med ind her på sidste tur, som tog 3 dage. Og turen inden var vi på omkring 500 tons, og det var nogle gode, store tobis. Da vi lå nede i tysk område og fiskede, har jeg aldrig set så store tobis. Desværre mente den tyske kontrol, at vi havde for meget bifangst med, hvilket vi så ikke havde. Men vi var nødt til at bøje os og sejle fra området, fortæller Conrad Hviid, skipper og ejer af fartøjet.

Skipper tvivler på, at han får noget brisling at fiske efter senere på året.

– Vi må nok indstille os på ferie nu. Med den lave kvote, som biologerne har fundet ud af, er den rigtige, så får vi svært ved at leje brisling i år. Det er helt hen i vejret, når vi ser, at de fartøjer, der har været ude og fiske brisling, fylder lasten på ingen tid, siger Conrad Hviid.