Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er bekymret på Danmarks vegne over Storbritanniens beslutning om at forbyde fiskeri efter tobis i britisk farvand.
Det meddelte udenrigsministeren sine kolleger på et rådsmøde i EU mandag.
Her gjorde han det klart, at adgang til fiskeri er et væsentligt element i den aftale, der er lavet mellem EU og Storbritannien efter Brexit.
Ifølge Fiskeri Tidendes oplysninger fik Lars Løkke Rasmussen meget klar opbakning til sine synspunkter fra en række af de andre medlemslande.
Danmarks Fiskeriforenings formand Svend-Erik Andersen er tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen har taget sagen op med sine kolleger på rådsmødet.
– Det er uhørt, at Storbritannien på den her måde er løbet fra den aftale, der blev indgået om fiskeriet efter Brexit. De danske fiskere har betalt i dyre domme for at bevare adgangen til fiskeri i britisk farvand. Derfor er jeg meget tilfreds med, at Lars Løkke Rasmussen nu har taget sagen op på højeste niveau i EU, så der forhåbentligt kan blive lagt mest muligt pres på Storbritannien, siger Svend Erik Andersen.