Stor fornyelse af registreringsmetode til MSC-fiskerne

Nu er det slut med styrehusguiden og registreringer via PO-dagbogen

Der er kommet en alternativ løsning til den analoge Styrehusguide og registreringerne i PO-dagbogen for MSC-fiskere – der er nemlig blevet lavet en app, som hurtigt kan hjælpe med at registrere og artsbestemme fangsten til MSC.

Gør det forhåbentligt nemmere

Biolog i Danmarks Fiskeriforening Sofie Smedegaard Mathiesen har været involveret i projektet med at få udarbejdet den nye app. Hun fortæller, at med den nye app, så̊ udgår både Styrehusguiden og registreringerne i PO-dagbogen.

– Det er stort set de samme arter, der skal registreres i app’en, men den skal gøre det lettere at få registreret arterne. Derudover skal den afhjælpe problemer med fejlidentifikation af særligt hajer og rokker og give os større sikkerhed i de registreringer, vi får, forklarer Sofie Smedegaard Mathiesen.

Samtidig skal den nye registreringsapp gerne kunne give et hurtigere og bedre overblik i forhold til de arter, der er forbudt at lande, og samtidig gøre det nemmere for fiskerne at fortage de nødvendige registreringer, hvis de vil beholde deres MSC-certificering.

– I forbindelse med MSC-certificering af fiskeriet har fiskeriet nogle betingelser i forhold til interaktioner med nogle særlige arter af interesse. Hvis data fra fiskeriet ikke leveres for disse arter, kan fiskeriet blive suspenderet fra MSC-ordningen, og det er ikke længere muligt for fiskeren at lande fisk med det blå̊ MSC-mærke, fortæller hun, og opfordrer fiskerne til at huske de nødvendige registreringer samt huske at tage billeder af særligt hajer og rokker

Alle kan være med

Alle fiskere kan gøre brug af den nye app, og alle er også̊ meget velkomne til at registrere arter i den – faktisk opfordrer Sofie Smedegaard Mathiesen MSC-fiskerne til det, og de skal også̊ meget gerne uploade billeder af deres fangst. Men en del MSC-fiskere er faktisk ikke forpligtiget til at gøre brug af appen til fangstregistreringer – den opgave hviler på en udvalgt skare af deres MSC-kolleger.

– Der er blevet udpeget en registreringsflåde for 2024. Der er udpeget cirka 25 procent af fiskerne fra hvert fiskeri i de forskellige farvande, men der er undtagelser. Blandt andet er alle hesterejefiskerne udtaget, da de har en lille bifangst af arterne i app’en i deres fiskeri, hvorfor enhver registrering her er interessant. Er man ikke blandt de udtaget 25 procent fra sit fiskeri, så er det frivilligt, om man vil bruge appen til registreringer i 2024.

Hun fortæller, at der er fiskere, som har downloadet appen og registreret sig frivilligt, da den er et godt lille redskab i hverdagen, som samtidig er nemt at opdatere til de nyeste oplysninger.

– Med Styrehusguiden skal du fysisk skifte siderne ud, når der kommer opdateringer til f.eks. lovgivningen. Med appen skal du bare opdatere den, så kommer de seneste opdateringer automatisk ind. Så̊ er fiskerne altid informeret om de gældende regler, siger hun.

Skulle du være interesseret i appen, så er den udviklet af AnchorLab og hedder MOFI, der står for Mobile Fisheries Log. Den kan hentes der, hvor du plejer at hente dine apps. Man kan også kontakte Sofie Smedegaard Mathiesen (ssm@dkfisk.dk), hvis man gerne vil gøre brug af MOFI, men ikke helt kan få det til at virke.