Med virkning fra 18. marts har Fiskeristyrelsen valgt at begrænse fiskeriet efter stenbider.
Det betyder, at der fremover må fanges 40 kilo stenbidere om ugen, og det er vel at mærke 40 kilo hele fisk, ikke 40 kilo rogn.
Omregnet til rogn svarer det til godt 10 kilo.
Lukker ned
John Jakobsen, der er formand for Skagen Fiskeriforening, konstaterer, at beslutningen får store konsekvenser for de danske kystfiskere.
– Det her kommer til at betyde, at fiskeriet lukker helt ned. Det er kun fritidsfiskere og bierhvervsfiskere, for hvem det vil kunne betale sig at fiske stenbider med en ration på den her størrelse. Hvis du har en båd, du skal leve af, så kommer du ingen vegne med det her, siger John Jakobsen.
Han er uforstående overfor, at man har truffet beslutningen, når man endnu ikke har et klart overblik over, hvordan bestanden af stenbidere rent faktisk har det.
– Når man siger, at bestanden af stenbidere har det dårligt, så er det udelukkende vurderet ud fra landingstallene, men det giver ingen mening, for der er langt fra det fiskeri efter stenbidere, som der var før i tiden. Det siger sig selv, at det gør en kæmpe forskel, om det er både med 30-60 garn, der fisker efter dem, eller om det er både med 500-700 garn. De store både er forsvundet, og så er det klart, at landingstallene også er faldet, siger John Jakobsen.
Tvivler på teori
– Man skal heller ikke glemme, at sælerne gør et voldsomt indhug i bestanden. Da jeg var ude at fiske i går, var der fire stenbidere i mine garn, og dem havde sælerne været i alle sammen, siger han og fortæller om en kollega fra Thyborøn, der forleden havde 19 stenbidere i sine garn, der alle var skambidt af sæler.
Han sætter også spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget giver mening at tale om en lokal dansk bestand af stenbidere.
– Man siger, at det er en lokal bestand, og at stenbiderne opfører sig som laks, der går tilbage og gyder i nogle bestemte områder. Det har jeg meget svært ved at forstå, siger John Jakobsen og fortæller om et projekt i Ålbæk Bugt, hvor DTU Aqua har mærket stenbidere for blandt andet at undersøge, om de ville vende tilbage året efter.
– Jeg har selv været med til at mærke fiskene i Ålbæk Bugt, og der har ingen genfangster været i de efterfølgende år. Det synes jeg er mærkeligt, når man påstår, at de opfører sig som laks. For mig vidner det om, at stenbiderne i dansk farvand er en del af den store samlede bestand i Nordsøen og Atlanten, hvor der er masser af stenbidere, siger han.
Rationen på 40 kilo stenbidere om ugen gælder, indtil der er landet i alt 19.356 kilo stenbidere i det direkte fiskeri efter fisken. Herefter må der ikke længere fiskes efter stenbidere i 2024.
Derudover har Fiskeristyrelsen afsat en kvote på 5.000 kilo, som er afsat til bifangst i andre fiskerier.