Rejsegilde for nyt kassevaskeri i Hirtshals

Fiskerne glæder sig til høj service og grønt klima

Et nyt kassevaskeri ser snart dagens lys på havnen i Hirtshals. Tirsdag den 15. januar 2019 blev der nemlig holdt rejsegilde på hallen til det nye kassevaskeri på Hirtshals Havn.

Bag byggeriet står Hirtshals Fiskeriforening og Hirtshals Havn. De har siden 2017 arbejdet tæt sammen for at optimere forholdene for fiskeriet på havnen, og har derfor fået opført kassevaskeriet i forlængelse af FiskeTerminal Hirtshals.

Det nye kassevaskeri skal skabe bedre arbejdsgangene, samt høj service til det stigende antal både, der lander fisk i Hirtshals.

 

Fiskerne glæder sig til høj service og grønt klima

Og det glæder fiskerne sig til:

– Vi ser meget frem til, at det nye kassevaskeri bliver sat i drift til foråret. Vi kommer både til at forbedre selve rengøringen af fiskekasserne og forbedre vores serviceniveau over for såvel vores egne fartøjer, som de fremmede fiskefartøjer, der lander her i Hirtshals, siger fiskeriforeningsformand i Hirtshals, Niels Kristian Nielsen, som også har øje for klimaet:

– Samtidig med at serviceniveauet forbedres, reducerer vi også vores ressourceforbrug af både el og vand – og det er vigtigt i den tid vi lever i. Desuden ved vi jo, at fisk er en sund og en klimavenlig fødevare, og det skal vi naturligvis understøtte på alle måder.

 

En havn med ambitioner

Det nye kassevaskeri ligger med direkte adgang til Auktionsbassinet og er bygget sammen med FiskeTerminal Hirtshals. Dette gør det muligt at sikre den størst mulige kvalitet i arbejdsgangene omkring servicering af fiskefartøjer.

Med investeringen i kassevaskeriet fortsætter Hirtshals Havn arbejdet med at løfte rammerne for konsumfiskeriet. Samtidig indgår kassevaskeriet i den modernisering af området omkring Auktionsbassinet og Havnegade, som Hirtshals Havn igangsatte i 2018.

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...