I Østersøen er fiskeriet ikke, som det har været. Sådan har fiskerne gang på gang råbt op, og på Facebook har fisker Jens Henriksen, FA 50 Ingrid, skrevet følgende indlæg om kystfiskeriet.
Her fortæller han, hvordan kystfiskeriet er presset, da der er færre og færre fisk. Forurening er den store synder, men alt for ofte er det fiskeriet, der bliver fremstillet som skurken, og politikerne har travlt med at pege fingre frem for at løse de reelle udfordringer:
Mange kender knap deres eksistens, og der er efterhånden langt imellem dem. Men ude ved kysten lidt fra land, kan de stadig træffes.
De udgør en minoritet og gør sjældent det store væsen af sig. De trives bedst i ubemærkethed, men nu har de problemer der bør interessere alle.
De danske kystfiskere.
Det altoverskyggende problem er, at der er færre fisk kystnært, end der tidligere har været. Årsagen hertil kan næsten kun skyldes menneskets forurening?
Det kan være den private husstands overdrevne brug af diverse kemikalier, landbrugets massive kvælstofudledning eller industriens udledning af miljøskadelige stoffer.
Naturlige udsving kan også gøre sig gældende, men når en art går tilbage, går en anden typisk frem. Dette er ikke tilfældet længere. Det er som om, at alle fisk forsvinder fra kysterne.
Sæler og skarv trives til gengæld godt, men de har heller ikke nogen naturlige fjender og skal ikke forholde sig til mindstemål og fredningsperioder på fisk.
Uanset årsagen må det bare konstateres, at fiskene søger væk fra kysten.
Et andet stort problem er den folkelige modstand mod et erhverv, der høster af naturens overskud.
Det er som om, at folk ikke ved hvor maden kommer fra, eller har svært ved at acceptere det.
Her har fiskerierhvervet selv et ansvar. Måske vi er for dårlige til at oplyse og informere om, hvad vi laver og på hvilket grundlag.
Trawlfiskeriet er et godt eksempel. Det beskyldes bl.a. for, at pløje bunden op og fjerne stenrev.
Det er ikke i overensstemmelse med sandheden, men det er god propaganda for diverse såkaldte miljøorganisationer, når de fisker efter nye medlemmer.
Et trawl fungerer ved at to jernplader (skovle) fires ned på bunden med wire eller tov. Fra hver af disse skovle går et tov, elller en wire beklædt med gummi hen til et poseformet net (trawl). Skovlenes opgave er at udspile redskabet mens det trækkes hen over bunden med ca. 3 nm (ca. 6 km/t) Under selve trawlet er ligeledes monteret gummiskiver på eks. 15-20 cm. i diameter. De virker som små hjul, der gør at trawlen kører hen over bunden og ikke fanger sten, muslinger og deslige.
Størrelsen på de forskellige elementer er afhængig af kutterens størrelse. Lovgivningen begrænser kystnært bl.a. kutterens længde, maskinkraft og skovlenes vægt.
Der fiskes med mange forskellige redsskabstyper kystnært, og selvfølgelig påvirker de på hver deres måde naturen. Det er useriøst at påstå andet. Men der forskes i, og afprøves kontinuerligt nye redskaber der minimerer denne miljøpåvirkning.
Desuden kommer det sjældent frem, hvor mange restriktioner erhvervsfiskeriet allerede er pålagt for at sikre naturens balance fremadrettet.
Det er skammeligt at debatten i mange tilfælde baseres på usandheder og skjulte agendaer.
I visse kredse foreslåes et forbud mod erhvervsfiskeri som løsningen.
Simpelt, men historisk set uden effekt. Der er allerede store områder i dag, hvor der ikke er fisket erhvervsmæssigt i 20-30 år uden at fiskene er vendt tilbage.
Der er dog ikke mange stemmer i de danske kystfiskere, så politisk set vil denne manøvre kunne gøres næsten omkostningsfrit.
Det vil dog være en katastrofe, hvis man oprigtigt kerer sig for miljøet.
Det er fiskerne på havet, der først ser konsekvensen af elendig miljøforvaltning, og gør opmærksom på det.
Historien er fuld af eksempler. Cheminova høfde 42. Affaldsforbrænding i nordsøen med Vulcanus II. Døde hummere i Kattegat, der førte til de første vandmiljøplaner o.s.v.
Det er svært at forestille sig, hvad der kan redde de få kystfiskere, der er tilbage.
Måske det er for sent?
Det er positivt, at der er stor opmærksomhed og vilje til at passe på vor fælles natur, det har fiskerne efterlyst i mange år.
Det virker blot som om, at dem, som er længst fra naturen i det daglige, har et stort behov for at vise hvor bæredygtige og miljøbevidste de selv er, ved at pege fingre af dem, der lever i, med og af naturen.
