– Vi tager lige en tur mere.
Sådan lød det over radioen fra redningsmand Johannes Hejlesen.
Sammen med fem andre redningsmænd var han om bord på redningsbåden RF2.
Det var ved 1-tiden natten til den 1. december 1981. Det blæste 20 meter i sekundet fra nordøst. Bølgerne var mellem fire og fem meter høje.
Redningsbåden var inde at vende i Hirtshals’ yderhavn i det voldsomme vejr.
Fiskekutteren Hanne Dorthe var forlist ved indsejlingen, og nu ledte man desperat efter de tre lokale fiskere, som havde været om bord på kutteren.
Fik en meget stor sø
Radiomeldingen om at tage en tur mere blev den sidste, man fik fra Johannes Hejlesen og mandskabet om bord på RF2.
For kort efter blev den tragiske ulykke til en dobbeltulykke.
Hanne Dorthe var forlist ved 21-tiden, og nu fire timer senere forliste redningsbåden også, da den blev ramt af en meget stor sø, der kastede båden rundt, så den til sidst kom til at ligge med bunden i vejret.
Redningsbåden blev først fundet den næste morgen, da den var drevet i land seks kilometer syd for Hirtshals.
De tre lokale fiskere og de seks lokale redningsmænd havde alle mistet livet.
Enkerne, børnene og fonden
Niels Kr. Nielsen, der er formand for Hirtshals Fiskeriforening, husker tydeligt den tragiske dag for 40 år siden.
– Jeg var selv fisker dengang, og det var gode kolleger og kammerater, der mistede livet. Jeg var på havnen og på stranden hele aftenen. Det var en forfærdelig ulykke, siger Niels Kr. Nielsen.
Særligt tragisk var ulykken for de efterladte enker og børn, som havde mistet deres mand og far.
For at hjælpe de ramte familier oprettede Hirtshals Fiskeriforening en fond, som i en lang årrække efter ulykken udbetalte penge til familierne.
– Der blev samlet et meget stort beløb ind til de efterladte, så der kunne udbetales penge til enkerne og til børnene i mange år efter ulykken. Fonden har vi stadigvæk, og dens formål er i dag, at der kan udbetales penge fra den, hvis redningsfolk eller fiskere sætter livet til eller rammes af kritisk sygdom, siger Niels Kr. Nielsen.
Debat om sikkerheden
Redningsulykken i Hirtshals skabte stor debat om sikkerheden på de danske redningsbåde.
Det havde heddet sig, at RF2 ikke kunne synke, men det kunne den, og det gjorde den. Der blev efter ulykken nedsat en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til fremtidens redningsbåde i Danmark.
Hirtshals fik sin nuværende redningsbåd, Margrethe Gaardbo, i 1990. Den var blandt andet et resultat af arbejdsgruppens arbejde. Det samme var de nye redningsbåde, som man kort forinden havde fået i Thyborøn og i Hvide Sande.
Glæder sig til ny redningsbåd
Allan Jellesen, der er stationsleder ved redningsstationen i Hirtshals, siger om redningsbåden, at den er lavet med så meget fokus på sikkerhed, at den kan sammenlignes med et babykrus, der rejser sig op igen, når man vælter det.
– Det gør den træls at være på, og der er også en frygtelig larm i styrhuset, så vi glæder os til at få en ny redningsbåd, siger Allan Jellesen.
Staten har afsat 250 millioner kroner til nye redningsbåde på den jyske nordvestkyst, men det er en langsommelig proces, og derfor er det svært at svare på, hvornår man får en ny redningsbåd i Hirtshals.
Allan Jellesen gætter på, at det tidligst bliver i 2024.
Navne og mindesten
De tre fiskere, som mistede livet ved ulykken i 1981, var Kaj Ove Pedersen (35 år), Ole Rø Hansen (34 år) og Bjarne Rasmussen (34 år).
De fem redningsmænd, der mistede livet i forsøget på at redde de tre fiskere, var Johannes Hejlesen (36 år), Hans Ivan Jensen (46 år), Ingo Aagaard Jensen (60 år), Peter Rishøj Hansen (42 år), Johannes Berg Christensen (49 år) og Bent Hessellund (31 år).
Der står en mindesten til minde om ulykken på havnen i Hirtshals.
40 års-dagen for ulykken blev markeret den 1. december, hvor Hirtshals Fiskeriforening lagde en krans ved mindestenen.