Thyborøn Skibs & Motor fejrer 50 år

Det er både virksomheden og leder Tage Hansen, der har jubilæum i en tid med fart på
af Line Dalgaard Jensen
25 nov 2022

I dag er en fest dag hos Thyborøn Skibs & Motor.

Her fejrer Thyborøn-virksomheden 50 års jubilæum. Det er både virksomheden, samt leder og medejer Tage Hansen, der skal fejres.

Han var blot 12 år gammel, da han begyndte som fejedreng hos den nyåbnede virksomhed, fortæller han til Folkebladet Lemvig.

20 år senere blev han medejer. Dengang var der godt gang i biksen og mange danske kunder.

I dag er der stadig travlt, men nu er det især de udenlandske fartøjer, som fylder i ordrebøgerne. På den måde har Thyborøn Skibs & Motor forstået at tilpasse sig tiden. 

- Det har været afgørende for os, at vi gennem årene - og hovedsageligt de senere år - har haft mange arbejdsopgaver på udenlandske fiskefartøjer. Hvis vi udelukkende skulle arbejde med fiskefartøjer, der var hjemmehørende i Thyborøn, så havde vi haft en betydeligt mindre virksomhed - ja, måske havde vi slet ikke været her, siger Tage Hansen:

- I de kommende halvandet år har vi alt det, vi kan gøre for at følge med. Der er masser af arbejdsopgaver, og det er især på det norske marked, vi mærker fremgangen. Virksomheden står et godt sted.

Thyborøn Skibs & Motor:

  • Thyborøn Skibs & Motor blev grundlagt i 1972 af Ole Jensen, Villy Jakobsgaard og Henning Jepsen. Virksomheden kaldes også "De tre J'er" med henvisning til grundlæggernes efternavne. I dag ejes virksomheden af Tage Hansen, Stinus Lilleøre og Thomas Poulsen.
  • Thyborøn Skibs & Motor ejer Lemvig Maskin- og Køleteknik på havnen i Lemvig samt VVS Mester Lemvig-Thyborøn.
  • De beskæftiger i alt 100-110 medarbejdere. De 70-80 arbejder i Thyborøn. Der er 16-20 i afdelingen i Lemvig, mens VVS-delen tæller 7-8 mand.

Læs mere om:

Flere Nyheder