Oftest er det sådan, at når man tager et kursus, et kørekort eller en uddannelse, så får man stukket et papir i hånden, der beviser, at man har færdiggjort noget, som udløser et bevis i sidste ende.
Sådan er det bare ikke i fiskeriet eller søfart generelt. Her er det nemlig sådan, at når man har taget et kursus, der udløser et bevis – så skal man selv huske at søge om at få det det endelige bevis.
Problemet er bare, at en del glemmer at få det gjort, og de derfor ikke har de nødvendige papirer i orden, og derfor heller ikke optjener sejltid til den stilling, de har bevis til.
– Jeg har flere gange oplevet, at mange formoder, at når de har taget uddannelsen, så har de automatisk også sønæringsbeviset. De unge tror også, at deres beviser ligger i mappen med eksamensbeviset, men det gør de ikke. Man skal søge om at få dem udstedt hos Søfartsstyrelsen, når man har gennemført en af erhvervets uddannelser, forklarer Flemming Christensen, der er direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.
Fysiske beviser
Helt konkret skal man gå ind på Søfartsstyrelsen hjemmeside, så snart man har opnået de nødvendige kvalifikationer til et bevis igennem diverse kurser og uddannelsesforløb, for at søge om at få det fysiske bevis på sine kompetencer.
Det er også vigtigt at vide, at man altid skal have den fysiske udgave, som man får tilsendt af styrelsen, med sig ombord.
– Der er godt nok en app, My Maritime, men det er ikke ligesom med kørekortappen, den gælder ikke endnu som bevis over for kontrollører. Derfor skal man have de fysiske udgaver, og dem kan man kun få, hvis man søger om sine beviser hos Søfartsstyrelsen. Det forlyder, at det på sigt bliver muligt at have sine beviser med sig elektronisk, men tidshorisonten kendes ikke pt., siger Flemming Christensen.
Kan spare sejltid
Flemming Christensen forklarer også, at hvis man husker at få styr på sine beviser, allerede når man er færdig på skolebænken, så kan det gøre livet lidt nemmere, hvis man efterfølgende søger videre ind på skipperskolen.
– Når man kommer fra fiskeriskolen og vil tage sin fiskeskipper 3, er det vigtig, at man har fået udstedt sit bedstemandsbevis, hvis man har bestået de nødvendige kurser på skolen og efterfølgende har været forhyret som bedstemand i sin sidste praktikperiode. Har man ikke det, vil man mangle den korrekte sejltid, man ellers ville have optjent som bedstemand, fortæller han.
Så opfordringen fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Danmarks Fiskeriforening lyder, at man skal huske at have styr på sine papirer.