Regeringen har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier – bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, og Kristendemokraterne – blevet enige om en aftale for den grønne omstilling af dansk landbrug.
Med aftalen er der blevet fastsat et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af CO2. I 2030 skal der udledes 55-65 procent mindre CO2 sammenlignet med i 1990.
Derudover har partierne besluttet at forbedre vandmiljøet med en kvælstofindsats på 10.800 tons frem mod 2027.
Hos Danmarks Fiskeriforening er man glade for den brede politiske aftale. I foreningen håber man, at aftalen kommer til at forbedre havmiljøet til gavn for fiskebestande og fiskerne, når der nu bliver en øget indsats på at reducere mængden af kvælstof i vandløb og have.
Hjælper landbruget
I aftalen står der også, at partierne, der har været med til at indgå aftalen, har en fælles ambition om at reducere CO2-udledningerne med 7,4 millioner ton i 2030.
Derudover er der indskrevet en række initiativer i aftalen, der i sidste ende vil sikre en garanteret reduktion på 1,9 millioner ton CO2. De resterende CO2-reduktioner skal findes undervejs.
Partierne er også blevet enige om at staten skal give 3,8 milliarder kroner til den grønne omstilling. Det er de borgerlige partier, der har kæmpet for denne del af aftalen, da de ikke mener, at landbruget skal stå med hele regningen selv for den grønne omstilling.