A 357 Hanne Due: – Det har været en dum start på året

A 357 Hanne Due ligger i Skagerrak, hvor jagten er sat ind på hummer og fisk

Da Fiskeri Tidende ringer til A 357 Hanne Due for at tale med skipper Mads Nielsen, der ligger trawleren og den tre mand store besætning ude i Skagerrak, hvor der bliver fisket efter kuller og jomfruhummer. Allerhelst ville Mads Nielsen gerne have været sejlet ind i norsk zone, men eftersom at kvoteforhandlingerne ikke er på plads i skrivende stund, så må de forblive i dansk område.

– Vi brugte det norske område meget sidste år, så det er lidt træls, at vi ikke kan sejle derind og fiske, fortæller skipper Mads Nielsen.

Den manglende adgang til norsk område er ikke det eneste problem, som besætningen på A 357 Hanne Due oplever i disse dage.

– Vi plejer at gå efter jomfruhummer, og så blande det med lidt fisk, men der har slet ikke været nogen hummere her i starten af året. Det skyldes nok vejret og forholdene, så det har været en dum start på året – ganske som vi oplevede det sidste år, lyder det ude fra Skagerrak.

Men nu, hvor der ikke er hummere, så burde Mads Nielsen kunne glædes over, at der til gengæld er masser af kuller. Men den store mængde kuller betyder bare også, at priserne er derefter.

– Der bliver fisket så meget på de kuller lige nu, at priserne er faldet meget. Det er lidt træls, da de så ikke koster det, vi havde håbet på. Jeg mener, at en 3’er kuller er nede i syv kroner kiloet, og det er dem, vi har flest af.

– I går var vi længere inde ved land, og i dag er vi så rykket længere ud. Der er lidt skærising, hvilket gør det bedre, og der er stadig lidt kuller herude. Men den her situation er set før og det skal nok blive godt igen, siger Mads Nielsen.