Auktionshaller bliver koncerthuse

Bandet The Grandfætters fra Thyborøn giver koncert seks steder i slutningen af marts og starten af april

Thyborøn bandet The Grandfætters tager på koncert fra den 29. marts til den 6. april seks forskellige steder i landet. Det er ikke så meget det, at de tager på koncertturne, men mere det, at de alle steder spiller i enten fiskeauktionshallen, bødehallen eller i en kølehal til fisk.

Der er tale om fire unge folk-pop vestjyder i bandet The Grandfætters, der den 29. marts udgiver deres andet album med 12 dugfriske numre. For at skabe ekstra interesse tager bandet på en ”realease-turne”, der beskrives som noget ud over det sædvanlige. For de fine koncertsale er skiftet ud med lokaler i fiskeauktioner, bødehal og kølehal.

– Det er lidt hjemligt for os, hvis det kan lugte lidt af fisk, lyder det fra bassist Allan Josephsen.

Som led i turneen har bandet også sørget for varm påklædning til publikum. Der vil nemlig være udlån af kedeldragter, også kendt som Thyborønhabitter.

– En Thyborønhabit holder selv den koldeste røv varm. Når min far har sådan en på hjemme i Thyborøn, har

han kun underbukser på inde under den. Så varm er den, fortæller forsanger Christian Stausholm Holm.

Og hvad kan man så ellers forvente sig?

– Fuld smadder på musikken. Vi kan spille lige så højt, som fiskeauktionarius råber – men nu ikke lige så hurtigt, siger Anders Toft Bro, der spiller tangenter.

– Fællesskab og hygge er også noget, man kan regne med. Vi samles egentlig om musikken, som var det en helt almindelig koncert. Men det er fedt at skubbe lidt til rammerne for, hvor vi danskere normalt går ud og hører livemusik, tilføjer guitarist Christian Toft Bro.

Koncerterne foregår i Thyborøn 29. marts, 30. marts i Hanstholm og Hirtshals og 31 marts i Hirtshals. Den 5. april går turen til Grenaa og dagen efter til Gilleleje. Der er gratis adgang til alle koncerterne.

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå i stykker efter opsendelsen. Dermed skulle der ikke være...

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå...