FN 436 Tove Kajgaard: Fornuftige mængder

Gode priser og fornuftige mængder giver et godt fiskeri på trods af vanvittige brændstofpriser

Trawleren FN 436 Tove Kajgaard ligger i øjeblikket i Skagerrak, hvor der de sidste to dage er blevet fisket efter jomfruhummer. Ifølge skipper Lars Kajgaard, så er det et ganske hæderligt fiskeri.

– I den sidste uges tid har der været fornuftige mængder jomfruhummere – for første gang i år i Skagerrak, fortæller Lars Kajgaard.

Hvor store mængder jomfruhummer han fylder lastrummet med, det vil Lars Kajgaard ikke afsløre, men han er på ingen måder utilfreds med hverken mængde eller pris.

– Jeg synes, det er ganske fornuftigt, og så til en god afregningspris på 75-80 kroner, hvilket er godt. Så det kan stadigvæk godt betale sig at sejle ud – til trods for at brændstofpriserne er på det niveau, siger han.

FN 436 Tove Kajgaards jomfruhummere bliver hentet i Hirtshals af Læsø Fiskeindustri, som Lars Kajgaard har en fast aftale med. Er der fisk i lastrummet, så bliver de altid solgt på auktionen i Strandby, hvor skipper er fra.

Der hersker ingen tvivl om, at brændstofpriserne er i den høje ende af skalaen i øjeblikket.

– Man ved ikke før om det kan betale sig, før man er derude. Selvfølgelig tænker vi over tingene, men jeg har fem ansatte og de skal også have mad på bordet. Vi har den filosofi, at hvis vi ikke kommer ud, så får vi slet ingenting, fortæller Lars Kajgaard og fortsætter:

– Men jeg havde i min vildeste fantasi ikke troet, at vi i løbet af to år skulle gå fra brændstofpriser på under to kroner literen til over de otte. Jeg sidder med en faktura på brændstof fra uge 17 i 2020, der gav jeg 1,47 for en liter brændstof. Det sætter tingene lidt i perspektiv, men vi forventer så også at priserne vi sælger til, afspejler vores udgifter, lyder det afsluttende fra skipper Lars Kajgaard.

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå i stykker efter opsendelsen. Dermed skulle der ikke være...

Tyskere vil opsende rumraketter fra Nordsøen i løbet af sommeren

GOSA - som står bag opsendelserne - mener ikke, at nogen af raketterne vil gå...